For lærerne


Læremiddelanalyse - et dynamisk værktøj

 

Formålet med Læremiddelanalyse er at have et digitalt værktøj, der kan understøtte og kvalificere indkøb og valg af læremidler ved at tydeliggøre læremidlets undervisnings- og læringspotentiale, således at læremiddelkulturen udvikles, og viden om læremidler formidles på et professionelt plan. Læremiddelfagligheden og det fælles fagsprog kan hjælpe med at opfylde Fælles Mål og realisere fagudvalgs pædagogiske intentioner. I første omgang analyseres kun didaktiserede læremidler dvs. materialer og værktøjer, der anvendes med læring som mål, og som er produceret med henblik på at fremme elevers læring og er præget af hvad og hvordan. Værktøjet henvender sig til skolebibliotekarer, faglige vejledere, fagudvalg, lærere, konsulenter, skoleledere, skolebestyrelser og andre, der måtte have interesse i karakteristik af læremidler, således at der opnås et bedre grundlag for at vælge og vurdere ud fra egne præferencer og den ønskede brug af læremidlet.

Mål og Midler: Har du lyst til at arbejde mere med dit fags historik, didaktik og læremidler, så har du en fantastisk god mulighed i udgivelsesprojektet/serien ”Mål og midler” udgivet på forlaget Klim. Foreløbig er udkommet beskrivelser af to fag: ”Historie” og ”Idræt” - men det er planen, at hele skolens fagrække skal beskrives i serien. En fælles, overordnet titel - ”Fælles mål og midler” - sætter perspektiv på serien, og for de særligt interesserede findes det teoretiske grundlag beskrevet i ”Læremidler i didaktikken”. Flere skoler i Slagelse kommune har købt de nævnte titler, så du og fagteamet kan nemt få fat i dem via din skolebibliotekar.

Læremiddelanalyse er udviklet af medieteamet: Dorte Kamstrup, Jette Bruun Eriksen, Hans Christian Uth og Bent Borup. Kontakt venligst medieteamet for yderligere information eller ved spørgsmål.